København: De unge, Fonden Jagtvej 69 og Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard er kommet et skridt nærmere et nyt Ungdomshus.
Efter en række møder med repræsentanter fra Ungdomshusmiljøet er parterne blevet enige om hvilke rammer, der skal gælde for et fremtidigt Ungdomshus. I den kommende tid skal der så findes et hus.
– Det er i Københavns interesse, at der er nogen, der forsøger at skabe en ny forståelse mellem de unge og resten af resten af byen. Vi er nu enige om rammerne. Og nu leder vi efter et hus. Men det bliver vel at mærke et lovligt hus og ikke det rod, vi så tidligere, siger Ritt Bjerregaard.
Overborgmesteren fortsætter:
– Det betyder ikke, at jeg finder voldshandlinger acceptable. Og vi har først fået en dialog efter volden er stoppet.
Borgerrepræsentationen skal på et møde den 13. december godkende hensigtserklæringen om det nye ungdomshus.
– rl