Pulje til huslejetilskud forlænges

Kommunernes mulighed for at anvende en særlig pulje på 150 millioner kroner til huslejetilskud forlænges nu til udgangen af 2027. Det oplyser Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Puljen blev oprindeligt afsat som led i aftalen om Fonden for Blandede Byer og har til formål at hjælpe boligsøgende i en akut boligsituation, særligt socialt udsatte personer med lav betalingsevne, herunder hjemløse. Kommunerne kan benytte midlerne til at give huslejetilskud til personer, som de anviser en bolig til.

Pengene er blevet fordelt i to ansøgningsrunder i 2022 og 2023, men flere kommuner har endnu ikke udnyttet deres tilsagn. Midlerne stod til at udløbe ved udgangen af 2025, men social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har nu besluttet at forlænge anvendelsesperioden med to år.

– Det er helt afgørende for mig, at pengene til huslejetilskud faktisk når ud til de mennesker, som har allermest brug for dem, udtaler ministeren i forbindelse med forlængelsen. Hun opfordrer samtidig kommunerne til at benytte muligheden til at hjælpe flere med et akut boligbehov.

Social- og Boligstyrelsen har den 21. november 2025 sendt ændringen til bekendtgørelsen i høring. Forlængelsen forventes at træde i kraft inden udgangen af 2025.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.