3. december 2024

Du kan opnå kæmpe rabatter på dine forsikringer, hvis du indhenter tilbud fra flere selskaber.

Der er helt op mod 30 procent besparelser at hente, viser en undersøgelse, som Findforsikring.dk har foretaget for Søndagsavisen.

– Du skal ikke tage listeprisen for gode varer og bare tage det første og det bedste. For pludselig kan du få nogle helt andre priser og rabatter, hvis du skaber en konkurrencesituation mellem selskaberne, siger marketingmanager i Findforsikring.dk Kasper Kjems til Søndagsavisen.

I undersøgelsen blev der på en almindelig gennemsnitsfamilie indhentet tilbud fra ti forskellige selskaber, som blev ringet op og oplyst om, at kunden var ude at indhente tilbud hos forskellige selskaber. I udgangspunktet var der 22 procents prisforskel på det dyreste, som var Alm. Brand, og det billigste, som var Aros.

Det giver en besparelse på 6.402 kroner. Men efter at der blev forhandlet med selskaberne, gav de i gennemsnit næsten 3.000 kroner i rabat oveni, mens Alm. Brand gav næsten 7.000 kroner i rabat.

Det viser, at det godt kan betale sig at være prisbevidst og bruge lidt tid på at forhandle med selskaberne.

Hos branchen selv peger man på, at prisforskellen er tegn på sund konkurrence.

– Prisforskellen er måske netop udtryk for konkurrence selskaberne imellem. Og der er fuldstændig åbenhed om priserne på Forsikringsguiden.dk, og der står det alle forbrugere frit for at vælge det billigste selskab, siger underdirektør i Forsikring & Pension Hans Reymann-Carlsen.

Forsikringsguiden.dk er selskabernes egen sammenligningstjeneste udarbejdet sammen med Forbrugerrådet Tænk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.