Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter er død.
Det oplyser Det Konservative Folkeparti på sin hjemmeside, som i forbindelse med den tidligere formands død er omdannet til en mindeside.
På siden skriver partiets nuværende formand, Søren Pape Poulsen bl.a.
-Det er med sorg, at jeg fra Poul Schlüters hustru og familie viderebringer meddelelsen om, at tidligere statsminister Poul Schlüter er død.
Poul Schlüter sov stille ind torsdag morgen, omgivet af sin familie.
Bisættelsen finder sted grundlovsdag fra Holmens Kirke i København. På grund af de gældende corona-restriktioner, vil både bisættelse og den efterfølgende mindehøjtidelighed kun være for inviterede.
Poul Schlüter var uddannet advokat og formand for Det Konservative Folkeparti, da han i efteråret 1982 blev den første konservative statsminister siden systemskiftet i 1901. Han efterfulgte den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, der var trådt tilbage, uden at udskrive Folketingsvalg.
Den første del af Schlüters tid som statsminister var kendetegnet af en stram økonomisk politik, der kulminerede i den såkaldte kartoffelkur, der skulle bringe landets økonomi i balance. Kartoffelkuren var ikke lige populær i alle dele af samfundet.
Den sidste del af hans regeringstid var præget af den langvarige tamilsag, der til sidst fik ham til at gå af som statsminister. Kendt fra denne periode er bl.a. den såkaldte “gulvtæppetale” i 1989. Poul Schlüter gik af kort efter nytåret 1993 uden at udskrive folketingsvalg.
Poul Schlüter begyndte sin politiske karriere i Konservativ Ungdom, og i 1952 blev Poul Schlüter valgt til KU’s landsformand.
Han blev medlem af Folketinget i 1964 og sad der til 1994.I årene 1966-1971 sad han i Byrådet i Gladsaxe Kommune.
Han var medlem af Europa-parlamentet fra 1994-1994.
Privat var Poul Schlüter gift tre gange. Først med Majken Steen-Andersen, som han senere blev skilt fra. De fik sammen tre børn. I 1979 blev han gift med adjunkt Lisbeth Povelsen, som døde i 1988. Året efter blev Poul Schlüter gift med balletskoleleder Anne Marie Vessel.