Nordsjællands Politi har besluttet at løslade de fem teenagere, som siden juni har siddet varetægtsfængslede som sigtede for voldtægt af flere unge piger i Kokkedal.
De fem teenagere er alle unge mænd i alderen 15 til 17 år.
Sagen begyndte i forsommeren, hvor Nordsjællands Politi modtog den første anmeldelse. Senere henvendte flere unge piger sig med anmeldelser, så der i dag er fem forurettede i sagerne.
Løsladelsen sker på baggrund af en vurdering af, at de unge mænd ikke længere kan påvirke efterforskningen, ligesom deres unge alder er indgået i overvejelserne om løsladelse på nuværende tidspunkt.
Selvom de nu er blevet løsladt, så bliver sigtelserne mod de fem unge mænd opretholdt og sagen efterforskes fortsat, oplyser Nordsjællands Politi.