26. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu den 52-årige Erik Hinge som bortgået.

Erik Hinge forlod sin adresse lørdag den 9. juli kl. 12.30. Han skulle ned at handle i en forretning og dernæst besøge en kammerat i Køge. Ingen har hørt eller set noget til ham siden.

Erik Hinges mobiltelefon er fundet i et regionaltog mellem Kalundborg og København, men om han har været med toget vides ikke.

Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen oplyser, at Erik Hinge har psykiske problemer og skal have medicin hver dag.

– Han lider også af andre sygdomme, og kan blive meget udafreagerende, når han ikke får sin medicin, hvilket han ikke har fået siden lørdag, fortæller Carsten Andersen.

Har selv ledt efter ham
– Familien har ledt efter Erik Hinge alle relevante steder, men har ikke været i stand til at finde ham. Derfor ønskes det nu, at han offentlig efterlyses, idet der forhåbentlig er nogen, der har kendskab til, hvor han opholder sig, eller som kan få Erik Hinge til at kontakte sin familie eller politiet, oplyser Carsten Andersen.

Politiet har ikke i øjeblikket nogen grund til at tro, at der ligger en forbrydelse bag Erik Hinges forsvinden.

Erik Hinge beskrives som:

Mand, 52 år, 170 cm. høj, kort sort hår, fuldskæg (mindre end på billedet). Han har to tatoveringer på armene, den ene forestiller en indianer og den anden forestiller en due, hvor der står ”mor” i.

Han havde en grov sølvhalskæde med et kors med Jesus på og et sølvfarvet armbånd på højre hånd, hvor der står” Annette”.

Han var lørdag iført en tynd sort jakke med grå inderkrave og sorte tynde joggingbukser samt hvide Nike eller Adidas kondisko samt en hvid kasket.

Oplysninger om den efterlyste til Midt- og Vestsjællands Politi, lokalpolitiet i Køge, på tlf. 114 eller 46351448.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.