I denne weekend er det blevet tid til det årlige dyrskue i Roskilde og i den forbindelse advarer politiet om risiko for kødannelser på vejene omkring dyrskuepladsen.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer derfor folk, der skal til dyrskue eller i øvrigt ind til Roskilde, om at køre hjemmefra i god tid.
-Det er altid en god ide at holde sig orienteret via trafikinfo.dk og så tage lidt ekstra tålmodighed med i bilen. Det kan blive en varm dag, hvor det kan tage lidt tid at komme frem til dyrskuepladsen, så overvej at tage bus og tog, siger vicepolitiinspektør Mads Haugaard.
Dyrskuet begynder fredag morgen og varer til søndag aften. Særligt fredag eftermiddag og lørdag formiddag kan der ventes meget trafik på frakørselsramperne på Holbæk Motorvejen og på Roskildevej og Ringstedvej i Roskilde.
Politiet oplyser, at der i forbindelse med dyrskuet vil være færdselspoliti i området og hjælpe med at få trafikken til at glide, og der vil samtidigt også være ekstra kontrol af de mange tunge køretøjer, der kører til og fra dyrskuepladsen.