Politiet: 12-årig på elløbehjul stak af fra patrulje med 70 km/t

En 12-årig dreng fik torsdag beslaglagt sit elløbehjul efter at være kørt fra politiet i Gislinge.

Nærpolitiet var i området efter flere henvendelser fra borgere om unge, der kører hensynsløst på blandt andet knallerter, elløbehjul og crossere.

Klokken 14.20 forsøgte patruljen at standse den 12-årige, men han fortsatte ifølge politiet med en anslået hastighed på omkring 70 kilometer i timen og ville ikke efterkomme politiets anvisninger.

Drengen kørte gennem Gislinge Skole og forsvandt ad stierne. Politiet fik dog senere identificeret ham og tog kontakt til familien. Samtidig blev elløbehjulet beslaglagt.

En 11-årig dreng, som også blev set i området på elløbehjul, kørte væk, da han fik øje på patruljen. Politiet fandt senere frem til ham og gennemførte en adfærdskorrigerende samtale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.