Det var ikke kun rødepølser og ristede hot-dogs den 51-årige pølsemand på Frederiksværk Station langede over pølsevognens disk. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Efter et anonymt tip, holdt Frederikssund Politi øje med pølsemanden og da tippet holdt stik, skred politiet til handing fredag.
I pølsevognen fandt politiet både cannabis, vægt og penge. Derfor valgte politiet også at ransage pølsemandens adresse i Frederiksværk. Her fandt politiet ca 300 cannabis planter der tilsammen vejer ca. 210 kg. Desuden fandt politiet kasser med tørret cannabis, 130 gram hash og 38.000 kroner i kontanter.
Manden blev løsladt efter grundlovsforhør, men fundet er af en sådan størrelse at det ifølge politiet kan give ubetinget fængselsstraf.
-rl