27. november 2024

Gundsø: Gundsøs gamle rådhus skal indrettes til privat plejehjem. Det skriver Roskilde Avis.

Roskilde Kommune har valgt at sælge det tidligere rådhus til virksomheden Bygpro 1, som vil indrette plejehjem med op til 32 små lejligheder og 38 små nyopførte ældreboliger på rådhusgrunden.

Bygpro 1 har købt det gamle rådhus for 29 millioner kroner.

Før det nye private plejehjem kan blive en realitet, skal Bygpro 1 udarbejde et endeligt projekt så der kan udarbejdes en ny lokalplan.

– I øjeblikket er området udlagt til offentligt formål, så der skal laves en ny lokalplan, siger borgmester Poul Lindor Nielsen til avisen og fortsætter:

– Det tager cirka et år, da virksomheden først skal komme med det endelige projekt, og så skal vi udarbejde lokalplanen, som så skal i høring og gennem en politisk behandling, før byggeri og ombygning kan gå i gang.

Dermed kan det nye plejehjem tidligst tages i brug om små to år.

– rl