Nakskov: Torsdag formiddag fik politiet en anmeldelse om, at der var fundet en bombelignende genstand på Jernbanegade i Nakskov.
En politipatrulje blev sendt til stedet for at undersøge sagen. Da patruljen så genstanden, blev området af sikkerhedsmæssige årsager afspærret og forsvarets bomberyddere blev tilkaldt.
Men før bomberydderne nåede frem, fik politiet en henvendelse fra en mand, som mente at 'bomben' muligvis stammede fra en fest han havde været til i fredags. Den 40-årige mand havde nemlig haft en bombeattrapt med til julefrokosten, hvor den blev brugt i en pakkeleg. Efterfølgende var den harmløse attrap på ukendt vis havnet i budskadset på Jernbanegade.
Efter at have fået mandens forklaring, valgte politiet at afblæse alarmen, ophæve afspærringen og sende bomberydderne hjem igen.
Politiet forventer ikke at nogen vil blive sigtet i sagen, men betegner det som 'ualmindeligt tankeløst' at efterlade en bombeattrap på et offentligt sted.
– rl