Slagelse: Otte unge blev onsdag ved retten i Næstved idømt straffe på op til otte måneders ubetinget fængsel for et voldeligt overfald på seks andre unge. Det skriver Sjællandske.
Overfaldet, der ikke tidligere har været omtalt i medierne, fandt sted den 22. september sidste år, da overfaldsmændene stormede ind i 'glasburet' på Slagelse Station og slog og sparkede løs på de seks unge, som sad og ventede.
Under overfaldet blev der brugt karatespark, flasker, køller og knytnæver og mindst en af ofrene mistede kortvarigt bevidstheden under overfaldet.
I to dage hørte retten i Næstved på vidneforklaringer og så videooptagelser fra overvågningskameraer på perronen.
Alle tiltalte i sagen erkendte sig skyldige og retten brugte næsten to timer på at votere dommen og selvom flere af de unge ikke deltog i selve voldshandlingerne, blev de dømt for at have været tilstede og ikke gribe ind og stoppe volden.
Alle de dømte, pånær en enkelt, som fik fire måneders betinget fængsel, ankede dommene.
– rl