Oliver fra Roskilde skal bokse om VM-titel i Canada

Oliver Zaren fra Roskilde skal som den første danske herrebokser siden Mikkel Kessler bokse om en VM-titel, når han torsdag den 8. oktober går i ringen i Québec i Canada.

Her møder han den cubanske bokser Osleys Iglesias, der er forsvarende IBF- og IBO-verdensmester i supermellemvægt. Begge mesterskabsbælter er på spil i kampen.

»Iglesias er utrolig stærk, ubesejret og har en knockout-procent, der ligger tæt på 100. Men det skræmmer mig ikke. Jeg tror fuldt og fast på, at mine tekniske evner er mere end gode nok til at tage verdensmesterskabet med hjem til Danmark,« siger Oliver Zaren.

Kampen bliver den første VM-titelkamp for en dansk mandlig bokser siden 2013. Dengang boksede Zarens nuværende træner, Mikkel Kessler, mod britiske Carl Froch om blandt andet IBF-titlen. Kessler tabte kampen den 25. maj 2013.

For Oliver Zaren bliver kampen i Canada kulminationen på et mål, han har haft gennem hele sin boksekarriere.

»At bokse om en VM-titel har altid været min største drøm. Det er noget, jeg har arbejdet hen imod, siden jeg var lille. Hele min karriere har handlet om at nå hertil, og jeg er klar til at levere, når det virkelig gælder,« siger han.

Flere danskere i internationale titelkampe

VM-kampen kommer i et år, hvor flere danske boksere har været involveret i store internationale kampe. I juli var Jacob Bank en del af Anthony Joshua-kortet i Jeddah i Saudi-Arabien, mens Dina Thorslund den 9. august sikrede sig sit fjerde VM-bælte.

Fredag den 21. august skal Melissa Mortensen desuden bokse om WBA-verdensmesterskabet i USA. Oliver Zaren boksede selv om EBU-Europamesterskabet i juni.

»Når man ser på niveauet hos vores boksere lige nu, er det ekstremt svært ikke at være optimistisk på dansk boksnings vegne,« siger Zarens promotor, Kasper Holgersen fra Primetime Boxing.

VM-kampen mellem Oliver Zaren og Osleys Iglesias finder sted torsdag den 8. oktober i Québec. Kampen sendes direkte på DAZN, mens højdepunkter og sammendrag efterfølgende bliver tilgængelige på DirekteSport.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.