24. november 2024

Danskerne satte ny sms-rekord med 53 mio nytårs-sms'er. Arkivfoto
Danskerne satte ny sms-rekord med 53 mio nytårs-sms'er. Arkivfoto

Hele landet: Danskerne fulgte traditionen og skød nytåret ind med en ny SMS-rekord. Mere end 53 millioner “Godt Nytår”-beskeder fløj om kamp med raketterne.

Endnu engang SMS’ede danskerne sig til rekord ved årsskiftet.

Hos de tre store teleselskaber TDC, Telenor og Telia blev der i nytårsdøgnet sendt over 53 millioner SMS’er, hvilket er en stigning på godt 24 procent, i forhold til årsskiftet 2008/2009. Det viser tal som online magasinet Mobilsiden.dk har opgjort efter nytårsaften.

I forhold til en almindelig torsdag er SMS-forbruget hos Telia og Telenor, helt op til 90 procent højere i nytårsdøgnet.

– Nytårs SMS’erne er simpelthen blevet en tradition på linje med kransekage og fyrværkeri. Danskerne har vænnet sig til at udnytte den fleksibilitet som mobilen giver, ikke mindst i årets allerførste minutter, siger Peter Berg, markedsdirektør i Telenor til Mobilsiden.dk

Sådan SMS’er vi nytårsaften
Statistikken viser, at danskerne hele dagen flittigt benytter mobiltelefonen. Men klokken 18 hvor Dronningen toner frem på TV-skærmene, er der næsten ro hos alle selskaber.

– Mobiltelefonen er det moderne samfunds pulsmåler. Vi kan se, at aktiviteten falder markant omkring Dronningens nytårstale, fortæller Jesper Theill Eriksen, koncerndirektør i TDC’s privat-forretning.

Når vi hopper ind i det nye år, sker det med mobilen i hånden og klokken 24 eksploderer mobilforbruget hos alle teleselskaber. I minutterne lige efter nytår har Telia og Telenor målt op mod 750 SMS’er pr. sekund.

– Det er tydeligt at se, hvordan antallet af sms’er nærmest eksploderede, når rådhusklokkerne på slaget 12 ringede det nye år ind. I minutterne umiddelbart efter klokken tolv, hvor nytårsraketterne lyste himlen op, lyste og bippede mobilerne løs, når alle danskere samtidigt ville ønske hinanden et godt nytår, siger Peter Krogsgaard, salg- og marketingdirektør i Telia.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.