23. november 2024

København: Busserne kører fortsat, når arbejdet med at forny Nørreport st. 12. december lukker Nørre Voldgade for gennemkørende biltrafik. Men mange busser får nye holdepladser.

De buslinjer, der betjener Nørreport st. får som nogle af de eneste køretøjer lov til at køre ad Nørre Voldgade. Men arbejdet med at forny stationen betyder at mange af de 85.000 buspassagerer, der hver dag står af eller på linjerne 5A, 6A, 11A, 14, 350S og natbusserne ved Nørreport, skal finde bussen et andet sted end de er vant til.

I samarbejde med Banedanmark bliver der opsat massiv skiltning til at hjælpe folk på rette vej, men man kan allerede nu undgå usikkerhed om hvor man finder sin bus, ved at gå ind på moviatrafik.dk eller nynoerreport.dk.

Overordnet set bliver ensretningen ophævet på den side af stationen, hvor trafikken i dag kører mod Østerport. Alle busser ad Nørre Voldgade vil fra 12. december køre i begge retninger på vejbanen, der løber mellem stationen og centrum. Skråparkeringen til busser, der vender ved Nørreport vil ikke blive berørt af arbejdspladsen i denne omgang.

Buspassagerer, der normalt tager toget videre fra Nørreport st., skal også være opmærksomme på, at der ikke standser S-tog om aftenen efter klokken 20 – bortset fra fredag og lørdag aften. Dette fortsætter efter planen til december 2012.

Passagerer til og fra Metro samt intercity-, regional- og Øresundstog, kan skifte som sædvanlig, da disse kører efter deres normale køreplan og standser ved Nørreport.

Med flere end 100.000 daglige togrejsende er Nørreport Danmarks største station målt i antal togpassagerer. Men også 85.000 buspassagerer står hver dag af eller på en bus ved stationen. Elleve buslinjer og fem natbuslinjer standser ved stationen – og det gør de i alt ca. 2.120 gange i døgnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.