25. november 2024

Leif Arnesen ejer og driver feriecentret Kysthusene sammen med sønnen, Frederik Arnesen. De har mange visioner for det populære sted.
Leif Arnesen ejer og driver feriecentret Kysthusene sammen med sønnen, Frederik Arnesen. De har mange visioner for det populære sted.

Gilleleje: Det tidligere Gilleleje Feriecenter, på Tinkerup Strandvej vest for Gilleleje, har skiftet ejere og navn. Fremover hedder centret Kysthusene Gilleleje, fortæller direktør Leif Arnesen, der 1. juli overtog det populære ferie- og konferencested.

– Det er et vidunderligt sted med en skøn beliggenhed og mange kvaliteter. Derfor viderefører vi også centret, som folk kender det. Men vi har allerede gennemført en masse moderniseringer og opdateringer, så det fungerer endnu bedre, fortæller Leif Arnesen, der driver centret sammen med sønnen, Frederik Arnesen.

Moderniseret og frisket op
I løbet af sommeren har håndværkere og personale frisket både konferencelokaler, hovedbygning og det store poolområde op. Legepladsen er totalrenoveret. Og der er spændende ideer i støbeskeen for den 3-længede gård, Kystgården, som er Kysthusenes ansigt mod havet.

– Det er lidt for tidligt at sige, præcis hvor det bærer hen med Kystgården. Men vi vil bruge den til at tilbyde aktiviteter og events, der gør stedet endnu mere anvendeligt for både de lokale og Kysthusenes gæster, fortæller Leif Arnesen.

Ny grøn profil
Kysthusene er allerede i dag udmærket med fire flotte Horesta-stjerner for sine fremragende konferencefaciliteter. Dem er der årligt 7.500 konferencedeltagere fra ind- og udland, der nyder godt af.

Foruden de topmoderne faciliteter, og Restaurant Feriekroens skønne køkken, kan de og feriegæsterne fremover også glæde sig til en grønnere oplevelse.

– Vi går efter at få et grønt certifikat, for vi vil gerne værne om den skønne natur, som er så enestående og signifikant for stedet her, siger Leif Arnesen. Derfor er vi nu i gang med at se, hvordan vi kan arbejde grønnere og mere miljøvenligt i alt fra energiforbrug og genbrug til de varer og tjenesteydelser, vi køber, fastslår han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.