Roskilde: Politiet anholdt ved 13-tiden i går ni personer, som mistænkes for at sælge falske billetter til Roskilde Festival.
Et vidne havde bemærket de ni personer opholde sig i området omkring Roskilde Station igennem de seneste dage. Da vidnet blev tilbudt at købe en billet til Roskilde Festivalen, kontaktede hun politiet, som kørte ud til stationen.
Politiet anholdt alle ni, og de blev fundet i besiddelse af i alt 24 billetter til Roskilde Festivalen. Det viste sig ved nærmere undersøgelse af billetterne, at de var falske.
De ni sidder her til morgen forsat anholdt og sigtes for dokumentfalsk.
Politiets jurister vil i løbet af i dag vurdere, om de ni skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.