Mandag eftermiddag rykkede Roskilde Brandvæsen ud til en brand i en garage på Horsevænget i Viby Sj.
Det var en opmærksom nabo, som klokken 15.46 bemærkede røg fra et vindue i garagen og derfor slog alarm.
Naboen sikrede sig, at der ikke var nogen personer i fare ved branden.
Da brandvæsnet ankom til stedet kunne det konstateres, at der var brand i garagen, hvor der også var gået ild i en båd af glasfiber. Branden udviklede en del røg, så politiet advarede naboerne om at holde døre og vinduer lukkede for at undgå røgen.
Efter godt en time havde brandvæsnet fået branden slukket og begyndte efterslukningen, så opfordringen til naboerne om at holde døre og vinduer lukket kunne ophæves.
Garagen udbrændte, og politiet skal nu kigge nærmere på brandstedet i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at ingen personer kom til skade ved branden.