20. april 2024

Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk.

Mandag aften anholdt politiet to mænd for tyveri af metal.

Politiet reagerede på en anmeldelse man fik kl. 22.40 om, at der var to mænd på en adresse på Valdemarsvej i udkanten af Nakskov, hvor de ikke havde noget at gøre.

Da politiet kort efter ankom til stedet, holdt der en bil på udenlandske nummerplader, og der lå nogle kobberkabler fremme. Vidner gav et signalement af de to mænd, og en politihund snusede sig frem til, at de var gået i retning af Maribovej. Her anholdt en anden politipatrulje en 22-årig mand fra Nykøbing, som gik sammen med en 33-årig mand uden fast bopæl. De blev sigtet for tyveri.

I den bil, der holdt på pladsen, lå der 24,5 m aluminiumskabel – og den 22-åriges sundhedskort.

Det viste sig, at den 22-årige havde 11 gram amfetamin, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 33-årige var eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf. Efter afhøring på politistationen i Nakskov blev den 22-årige løsladt, og den 33-årige blev overført direkte til afsoning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.