Hovedstadsregionen ligger på en delt førsteplads blandt regionerne i Danmark, når det gælder produktivitet
Borgerne i Region Hovedstaden får stadig mere sundhed for de samme penge, og hospitalerne bliver stadig mere produktive.
Det viser en ny rapport fra Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner.
Region Hovedstaden ligger nu på en delt førsteplads blandt regionerne i Danmark, når man måler på produktivitet.
Produktivitet er et mål for at sammenstille hospitalernes aktivitet med de udgifter, der bruges på at skabe denne aktivitet. Kort sagt: Hvor meget sundhed man får for pengene.
Region Hovedstaden havde en produktivitet i 2013 på indeks 102, dvs. to 2 procent over landsgennemsnittet. Der var en lille stigning i udgifterne, men til gengæld blev en del flere patienter behandlet i forhold til 2012.
Stor ros til personalet
Ved sidste års undersøgelse lå hovedstadsregionen på indeks 101, så der kommer mere og mere sundhed for de samme penge til borgerne.
Ifølge regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) er en række fusioner og sammenlægninger på hospitalerne de seneste år en stor del af forklaringen på den positive produktivitetsudvikling.
Hun roser især personalet:
– På trods af uroen ved fusioner og besparelser har personalet formået at øge produktiviteten. Det er en kæmpe bedrift, som jeg tager hatten af for, for samtidig er der ikke slækket på kvaliteten i behandlingen. Vi hører også hele tiden, at personalet har formået at bevare den gode menneskelige kontakt til patienter og pårørende, og uden det er stigningen i produktivitet jo ikke meget værd. Så det er rigtig flot af medarbejderne på vores hospitaler, siger Sophie Hæstorp Andersen.
– Jeg mener også dette viser, at politisk styrede regioner er gode til at prioritere og træffe beslutninger, der løbende udvikler effektiviteten og produktiviteten i sundhedsvæsenet. Der er stort set ikke nogle forsikringsbaserede sundhedsvæsener i verden, der kan fremvise samme resultater, tilføjer Sophie Hæstorp Andersen.