24. november 2024

Hele landet: Antallet af anmeldte arbejdsulykker i Danmark er faldet markant fra 2008 til 2009. Det viser nye tal fra Arbejdstilsynet.

I absolutte tal er faldet på 14 procent, og det er det største fald siden midten af 1980’erne. Beskæftigelsestallene for 2009 kommer dog først senere på året, så endnu er det ikke muligt at forklare det faldende ulykkestal mere præcist.

42.561 arbejdsulykker blev i 2009 anmeldt til Arbejdstilsynet. Det er det laveste antal siden 2003 og et fald på omkring 7.000 ulykker fra 2008. Det viser den første udgave af Arbejdstilsynets ulykkesopgørelse for 2009.

– Det er en meget glædelig udvikling, at udviklingen i antallet af ulykker sidste år peger på et markant fald, siger direktør i Arbejdstilsynet Jens Jensen og fortsætter:

– Et fald på 14 procent og 7.000 færre ulykker er et meget positivt og vigtigt resultat. Først og fremmest fordi det betyder, at en masse mennesker sidste år simpelthen undgik at komme til skade på deres arbejde. Det er godt både for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet.

Først når beskæftigelsestallene for 2009 kommer lidt senere på året, er det dog muligt at sige noget nærmere om faldet i arbejdsulykker.

– Da vi endnu ikke har tallene for arbejdsmarkedets nærmere udvikling i 2009, kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor stor en del af faldet, der kan forklares med finanskrisen og det generelt faldende beskæftigelsestal, og hvor meget der skyldes bedre sikkerhed på virksomhederne, forklarer Jens Jensen.

– Derfor er det også for tidligt at drage alt for håndfaste konklusioner om baggrunden for faldet. Men der er ingen tvivl om, at Arbejdstilsynet sammen med arbejdsmarkedets parter og virksomhederne vil gøre alt for at sikre, at antallet af ulykker bliver holdt nede, også når beskæftigelsen i samfundet igen vender, slutter direktør i Arbejdstilsynet Jens Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.