En nu 32-årig mandlig lærer er idømt 6 års fængsel for blandt andet flere voldtægter, andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse over for en da 13-årig elev.
Dommen faldt i går ved Retten i Næstved, hvor et enigt nævningeting fandt læreren skyldig i flere voldtægter, andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse over for en da 13-årig elev.
Nævningetinget fandt, at der forelå særligt skærpende omstændigheder i forbindelse med den ene af voldtægterne, idet læreren blandt andet anvendte et kraftigt halsgreb, håndjern og halsbånd og gennemførte analt samleje med eleven. Nævningetinget fandt endvidere, at manden skaffede sig samleje og andet seksuelt forhold ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed. Manden blev endvidere fundet skyldig i vidnetrusler over for eleven og forsøg på at komme i besiddelse af børnepornografisk materiale af eleven. Derudover blev manden fundet skyldig i at have krænket to andre elevers blufærdighed.
Manden blev frifundet for et yderligere forhold af blufærdighedskrænkelse over for en fjerde elev.
Ved vurderingen af skyldsspørgsmålet i forhold til den da 13-årige elev lagde nævningetinget navnlig vægt på elevens troværdige, klare, sikre og detaljerede forklaring, der på væsentlige punkter blev støttet af andre oplysninger i sagen, herunder DNA på håndjern og halsbånd.
Manden blev idømt 6 års fængsel og frakendelse af retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år indtil videre. Der var dissens for at idømme manden 7 års fængsel.
Ved udmålingen af straffen lagde samtlige dommere og nævninge vægt på forholdenes antal og karakter, at der er tale om flere voldtægter, at der foreligger skærpende omstændigheder, og at tiltalte begik overgrebene over en periode på ca. 5 måneder, hvor han var lærer for den da 13-årige elev. Der er endvidere lagt vægt på strafskærpelsen ved lov nr. 635 af 8. juni 2016.
Den mandlige lærer havde erkendt sig skyldig i blufærdighedskrænkelse af den da 13-årige pige, men i øvrigt nægtet sig skyldig.