27. november 2024

Skælskør: En 36-årig familiefar truede tirsdag aften med at skyde sig selv og sin familie. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det lykkedes for hans kæreste at komme ud af hjemmet og søge tilflugt hos naboer.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi forberedte sig på en anholdelse af manden, så den kunne ske med størst mulige sikkerhed for manden og børnene.

– I sager som denne er det selvfølgelig vigtigt, at vi får løst situationen så sikkert som muligt, siger politiinspektør Erik Johansen og fortsætter:

– Ret tidligt i forløbet underrettede vi derfor Beredskabsafsnittet i København og den forhandlergruppe, der normalt træder til, hvis der er tale om gidseltagning. Men situationen udviklede sig, så vi kunne løse den ved anvendelse af egne ressourcer.

Den 36-årige blev anholdt uden større dramatik, da han pludselig kom ud af hjemmet af sig selv.

Han er efterfølgende blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Familien led ikke fysisk overlast ved episoden.

– rl