28. november 2024

Frederikssund: En 25-årig mand fra Frederikssund blev onsdag idømt seks måneders fængsel for seksuelt overgreb mod en 12-årig pige. Det skriver Frederikssundavis internetudgave.

De to havde mødt hinanden på nettet, hvor de gennem flere måneder havde chattet sammen. I løbet af den tid de chattede sammen, blev den 12-årige pige så forelsket i ham, at hun indvilgede i at gå i seng med hans storebror, for at få lov til at møde ham selv.

Men det var ikke storebroderen pigen mødte, men i stedet den 25-årige selv.

Den 25-årige blev i retten dømt for forsøg på at tvinge pigen til samleje, for at have krænket hendes blufærdighed og for at have haft anden kønslig omgang end samleje med pigen.

Den 25-årige blev dømt til at betale godt 45.000 kroner i erstatning til pigen. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til om han vil anke dommen.

– rl