Tirsdag middag modtog politiet en henvendelse om to mænd, som opholdt sig på Hestetorvet i Roskilde, hvor de ifølge anmelderen skabte sig.
Mændene var, ifølge anmelderen, utryghedsskabende over for andre, der færdedes på torvet og anmelderen frygtede, at de kunne give anledning til yderligere ballade.
Politiet rykkede ud til stedet og fik kontakt til en middel spirituspåvirket, 32-årig mand fra Hvalsø, der blev frihedsberøvet for at få skabt ro på stedet og med henblik på afrusning i detentionen. Den anden var en 29-årig mand fra Lejre, som blev fundet i besiddelse af en ulovlige foldekniv i en af sine lommer. Det medførte en sigtelse for overtrædelse af knivloven, så han senere vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. Han blev ikke frihedsberøvet som følge af sin adfærd på torvet eller sigtelsen.