Skuespiller og forfatter Lykke Nielsen er død.
Lykke Nielsen blev født d. 22. juni 1946 i København. Hun debuterede som ti-årig med sin tvillingesøster Helle i Filmen “Andre Folks Børn”.
De to var sammen i Lommer-revyerne på ABC Teatret i 1960’erne.
Lykke Nielsen er uddannet skuespiller fra Privatteatrenes Elevskole. Hun medvirkede i 13 film, lagde stemme til en tegnefilm og havde mange roller i revy, teater og TV.
Hun er måske bedst kendt som den kvindelige del af Klyderne sammen med sin mand Jesper Klein og kollegaerne Tom McEwan og Jess Ingersev.
Lykke Nielsen skrev en serie populære børnebøger om Frække Frida.
Sammen med sin mand Jesper Klein var hun aktiv i “Kunstnere for fred” og var bl.a. aktiv mod krigen i Irak.
Lykke Nielsen led i de seneste år af brystkræft. En sygdom hun var åben omkring.