Politiet søger vidner til muligt overfald i Kordilgade i Kalundborg fredag 25.05.07 mellem kl. 22.00 og 22.09.
Kalundborg: En 81-årig mand fra Kalundborg afgik lørdag den 26. maj kl. 17.50 ved døden på sygehuset i Holbæk.
Den 81-årige blev fredag den den 25. maj kl. 22.09 fundet liggende på Kordilgade ud for nr. 28 i Kalundborg. Den 81-årige havde et sår i baghovedet, og det konstateredes efterfølgende, at han havde pådraget sig en stor hjerneblødning, der som nævnt førte til, at han afgik ved døden lørdag kl. 17.50.
Den 81-årige mand var fredag aften ca. kl. 22.00 ude at lufte sin svensk/danske gårdhund med et brunt hoved. Den nu afdøde var iført en blåternet hat, briller, grå vindjakke og grå bukser. Han blev fundet af tilfældigt forbipasserende, der sørgede for at tilkalde en ambulance.
Politiet undersøger i øjeblikket de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, idet det ikke kan udelukkes, at den 81-årige mand har været udsat for vold eller lignende.
Politiet søger derfor vidner, der har bemærket den 81-årige og dennes hund under gåturen på Kordilgade i Kalundborg fredag aften i tiden mellem kl. 21.45 og 22.09, herunder evt. har bemærket andre personer i nærheden af den 81-årige.
Politiet vil gerne have henvendelser til sagen på tlf. 59 43 14 48
*