Roskilde: En 42-årig lastbilchauffør blev i aftes anholdt efter at han to gange kørte galt.
Lastbilchaufføren havnede i en jordvold, da han kørte lige over i krydset Frederiksborgvej/Jyllinge Parkvej i Roskilde. Manden tilkaldte assistance fra et par kollegaer, som kom og hjalp ham.
Mens hans kollegaer baksede med lastbilen, snuppede den 42-årige kollegaernes personbil og prøvede at stikke af i den. Han nåede dog ikke længere end et par hundrede meter, før han kørte galt og havnede i en hestefold.
Han stak derefter ud over marken, men blev hurtigt løbet op af en tilkaldt politipatrulje.
Den 42-årige lastbilchauffør blev skønnet beruset og måske påvirket af andet, så han måtte aflevere en blodprøve.
– ms