Mandag morgen kort efter klokken 7.30 sprang et dæk på en lastbil, der kørte mod syd på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød N.
Føreren, en 29-årig mand fra Stevns, blev forskrækket og trak lastbilen ind i nødsporet, men mistede herredømmet. Køretøjet fortsatte gennem autoværnet og ud i græsrabatten.
Chaufføren forsøgte at rette op, men lastbilen kom i slinger og væltede, så lasten med grus røg ud i nødsporet.
Den 29-årige slog hovedet under uheldet og blev kørt til tjek, men var ikke kommet alvorligt til skade.
Oprydningsarbejdet betød, at to vejbaner på motorvejen var spærret i omkring fire timer.




