Ringsted: Man skal ikke vende tilbage til gerningsstedet – det må en 30-årig kvinde sande. Hun blev i går sigtet for tyveri af benzin.
Tyveriet foregik ved 22.30-tiden på Shell-tanken på Næstvedvej i Ringsted. Kvinden tankede bilen, men efter tankningen kørte hun fra stedet uden at betale.
Omkring klokken 02.30 kom hun tilbage på tanken – denne gang for at sælge flasker. Da personalet gjorde hende opmærksom på, at hun tidligere på aftenen havde stjålet benzin, indvilgede kvinden i at betale for benzinen. Hun havde dog ingen penge. Politiet blev derfor tilkaldt og kvinden blev sigtet for tyveri.