Kvinde politianmeldt for vanrøgt af katte

København: Dyrenes Beskyttelse oplyser at man har politianmeldt en kvinde for vanrøgt af to katte, som hun skulle passe.

Det var et frygteligt syn, der mødte Dyrenes Beskyttelses dyreværnsinspektør Jens Svenningsen, da han sammen med politiet kom ind i en lejlighed på Nørrebro i København.

Dyrenes Beskyttelse havde forinden fået et tip om, at der boede to siameserkatte i en forladt lejlighed og at der ikke kom nogen og så til dem.

Da Jens Svenningsen kom ind i lejligheden, lugtede der ganske rædselsfuldt, og der lå en død hunkat på gulvet. Det lykkes at få fat i den anden kat. Det var en hankat, som man i første omgang troede kunne reddes. Men efter et par døgn på et dyrehospital blev han så syg af følgerne af langvarig tørst og sult, at dyrlægen var nødt til at aflive ham.

– Jeg har set meget i min tid som dyreværnsinspektør, men at tænke på, at disse to stakkels katte har lidt i ugevis gjorde et voldsomt indtryk på mig, siger dyreværnsinspektør Jens Svenningsen.

Dyrenes Beskyttelse har nu politianmeldt den kvinde, der havde lovet, at hun ville passe kattene, mens deres ejer var på ferie i to måneder.

– Vi håber, at der vil falde en stor straf i denne sag. Det er fuldstændig uforståeligt og urimeligt, at man kan opføre sig så uansvarligt overfor dyr, og det skal have konsekvenser i form af en stor bøde og også gerne frihedsstraf, som loven faktisk giver mulighed for, siger Jens Svenningsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.