En kvinde i slutningen af 70’erne blev mandag eftermiddag udsat for bedrageri på Kildemarken i Ringsted.
Klokken 16.53 kontaktede hun politiet, efter at hun kort forinden var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra hendes bank. Under samtalen fik hun oplyst, at hendes betalingskort var udløbet, og at der ville blive sendt et bud til hendes adresse for at hente kortet.
Kort tid efter ankom en mand til kvindens bopæl og tog hendes kort med sig. Der blev efterfølgende hævet 15.000 kroner fra kortet.
Manden, der mødte op på adressen, beskrives som mellem 20 og 25 år gammel, spinkel af bygning og lys i huden med kort, lyst hår. Han var iført sorte bukser, hvor en lys underbuksekant var synlig, samt en brun eller beige striktrøje.



