Onsdag formiddag omkring klokken 11.15 blev en kunde overfaldet i et supermarked på Marienbergvej i Vordingborg, da han forsøgte at stoppe en mand, der var ved at stjæle varer.
Gerningsmanden gik gennem kasselinjen med et indkøbsnet fyldt med varer, og da en ekspedient bad om at se indholdet, forsøgte han at flygte. En kunde greb fat i manden, som herefter reagerede voldsomt og tildelte kunden flere slag i ansigtet, før han flygtede fra stedet.
Ambulancefolk tilså den forslåede kunde, og politiet blev tilkaldt. Trods en grundig eftersøgning i området lykkedes det ikke at finde gerningsmanden.
Han beskrives som 20-25 år gammel, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, med kort brunt hår, skægstubbe, iført mørkebrun trøje med print og beige bukser.
Politiet opfordrer vidner, der har set noget i forbindelse med episoden eller kan genkende signalementet, til at kontakte politiet på telefon 114.



