Krimi: Københavns Vestegns Politi har til morgen ransaget flere adresser på Sjælland i en koordineret bandeindsats.
To mænd er anholdt i aktionen, som skete i samarbejde med blandt andet Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.
Mændene, 26 og 23 år, har relationer til bandemiljøerne og blev begge taget med en pistol med tilhørende ammunition. Politiet forventer at fremstille mændene i grundlovsforhør i løbet af dagen.
Anholdelserne er sket som led i indsatsen mod rocker- og bandekriminalitet.
Politiet ønsker af hensyn til den videre efterforskning ikke at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.