Med 10 millioner kroner afsat i Budget 2024 er Kultur- og Fritidsforvaltningen nu i fuld gang med at gøre visionen om København som børne- og ungekulturhovedstad til virkelighed. Målet er klart: Alle børn og unge i hovedstaden skal møde kunst og kultur som en naturlig del af deres opvækst – uanset hvor i byen de bor, eller hvilken hverdag de har.
Ambitionen er at skabe stærke kulturvaner tidligt i livet og sikre, at kultur ikke forbeholdes de få, men bliver tilgængelig for alle. Kulturen skal være synlig året rundt og let at opsøge – også for de børn og unge, der ikke naturligt møder den. Visionen handler om at samle og formidle den børne- og ungekultur, der allerede findes i byen, og invitere endnu flere indenfor i kunstens verden.
“Alle børn og unge i København skal møde kunst og kultur med samme naturlighed, som de møder idræt. Uanset om man vokser op på stenbroen eller i et villakvarter, skal kulturen og kunsten gøres tilgængelig. Mødet med forskellige kulturtilbud giver nye perspektiver og styrker både kreativiteten, fællesskabet samt trivslen. Forhåbentlig får vi nogle børn og unge, der kommer ud i livet med inspiration til og mod på at være kreative. Det er hele tanken bag København som børne- og ungekulturhovedstad,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard.
Der er allerede sat en række initiativer i gang, som skal give børn og unge mulighed for at opleve kunst og kultur på tæt hold – og samtidig selv være medskabere. Flere af aktiviteterne finder sted i områder af byen, hvor der ellers ikke er en naturlig adgang til kulturelle tilbud.
Blandt de igangsatte projekter er Postyrium, Det Kongelige Teaters mobile børneunivers, der besøger København i uge 40 til 42. Her kan børn og familier opleve interaktive forestillinger med dramatik, opera, ballet og musik. Et andet initiativ er dans for skoleelever og unge i fritidsklubber, hvor Dansehallerne, Dansk Danseteater og Dansekapellet tilbyder workshops og optrædener med både moderne og street-dans. På Amager kombineres Skole OL med kulturprogrammer og kreative workshops, og på udvalgte folkeskoler sørger Teatercentrum for, at elever i indskolingen oplever professionel scenekunst – både på skolerne og på børneteatre.
Et kunstprojekt på SOSU H har netop afsluttet et samarbejde mellem elever og kunstneren Mie Mørkeberg, hvilket har ført til nye kunstværker i skolens trappeopgang. Fælles for projekterne er, at de bringer kunsten tættere på børn og unge og giver dem mulighed for aktiv deltagelse.
Flere nye initiativer er også på vej. Blandt dem er Jazzy Børnehaver, hvor professionelle jazzmusikere besøger børnehaver i udsatte boligområder med koncerter og instrumenter, som børnene selv får lov at bruge. I samarbejde med Thorvaldsens Museum skal unge fra FGU Hovedstaden skabe egne værker, inspireret af museets kommende udstilling. Værkerne vil senere blive vist i en særudstilling.
Musikskolen København udvider undervisningen i Bispebjerg og Brønshøj-Husum med fokus på nye formater, fællesskab og mangfoldighed. Forestillingen “PAS – kampen om at høre til” genopsættes af kulturorganisationen Compound på Amager Bio i efteråret 2025, hvor 2.000 gratis billetter er reserveret til unge i alderen 13-20 år.
Projektet Almene Kunstklubber udvider aktiviteterne til nye lokationer på Nørrebro, i samarbejde med boligorganisationer og kulturinstitutioner. I efteråret 2025 lanceres også “Alle Kan Synge”, et pilotprojekt på ti folkeskoler, hvor hele indskolingsårgange deltager i et to måneder langt korforløb ledet af professionelle korledere, som afsluttes med morgensangskoncerter for forældre.
Der er afsat 2,5 millioner kroner årligt fra 2024 til 2027 til aktiviteterne under børne- og ungekulturhovedstaden samt til ansættelse af en børnekulturkoordinator.



