25. november 2024

Slagelse: Jobcenter Slagelse har siden 2008 indgået aftaler om samarbejde med 170 private og offentlige virksomheder inden for brancherne industri, service, håndværk og social og sundhed, til glæde for både borgerne, Jobcenteret og virksomhederne.

– Vi er rigtigt glade for et godt og konstruktivt samarbejde igennem partnerskabsaftalen. Det er i høj grad medvirkende til, at det også bliver sjovere og nemmere at arbejde med social ansvarlighed i virksomheden, udtaler Hans Henrik Madsen, der er stationsleder i Falck, om samarbejdet, og hans udtalelser understøttes af de løbende tilfredshedsmålinger som Jobcenter Slagelses virksomhedsteam udfører.

Mere end hver fjerde virksomhed med over 5 ansatte i Slagelse Kommune har mindst én person enten ansat med løntilskud eller i virksomhedspraktik. Det er især positivt, fordi ansættelse med løntilskud og virksomhedspraktik ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen er den hurtigste vej i job for langt de fleste ledige.

– Det gode samarbejde med virksomhederne giver os også en helt særlig viden om deres udfordringer og behov, og vi har en løbende dialog med dem om deres og de lediges muligheder og begrænsninger i lovgivningen, udtaler Susanne Brogaard, der er virksomhedskonsulent og driftskoordinator i Jobcenter Slagelse.

Et skridt foran
Som følge af den nye finanslov for 2011 skal der i højere grad fokuseres på lige netop virksomhedspraktikker og ansættelse med løntilskud, og her giver samarbejdet med kommunens virksomheder Jobcenter Slagelse et godt udgangspunkt for arbejdet med at få ledige i job.

– Succesen med virksomhedssamarbejdet giver os helt sikkert et stærkt fundament at stå på i forhold til de ændringer, der vil være på vores område i fremtiden, fortsætter Susanne Brogaard.

Fordi Jobcenter Slagelse har brugt nyskabende metoder til at opnå det gode resultat, har Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland udarbejdet en case, der skal inspirere andre Jobcentre i landet i deres samarbejde med virksomheder. I casen konkluderer Beskæftigelsesregionen blandt andet, at det megen samarbejde er et resultat af en prioriteret og målrettet indsats over for virksomheder siden Jobcenter Slagelse blev etableret i 2007.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.