I går eftermiddag rykkede politiet ud til et færdselsuheld mellem en varebil og en hest, som var blevet påkørt.
Politiet kunne ved ankomsten til uheldsstedet konstatere, at hesten havde fået alvorlige kvæstelser, og en dyrlæge kunne kort efter konstatere, at hesten var afgået ved døden.
Ved uheldsstedet traf politiet også hestens rytter – en 13-årig pige fra Brøndby, som var uskadt. Pigen var faldet af sin hest, hvorefter hesten var løbet fra hende. Herunder havde hesten krydset Roskildevej ved Rendebjergvej, hvor den blev påkørt af en varebil, der blev ført af en 53-årig mand fra Gislinge ad Roskildevej mod nord.
Føreren af varebilen kunne ikke undgå at påkøre hesten, da den pludselig løb på tværs af vejen.
Den 53-årige slap uskadt fra uheldet, og det lokale redningsberedskab assisterede med oprydningsarbejdet.