26. november 2024

Rørvig: Et ægtepar på gåtur på stranden ved Kabelhuset i Rørvig, ringede mandag formiddag til politiet og fortalte, at de blev 'beskudt' med æbler.

ægteparret så to unge mennesker løbe fra stedet og at de havde efterladt sig en 'æblekanon' lavet af PVC rør. En sådan kanon fyldes med hårlak og antændes og kan skyde f.eks. æbler og appelsiner med voldsom kraft mange meter væk.

De to unge, som viste sig at være to drenge på henholdsvis 15 og 16 år, havde glemt en mobiltelefon ved kanonen. De blev fundet i et sommerhus i nærheden og erkendte at de havde lavet kanonen, men nægtede at de havde skudt efter nogen. Opskriften til kanonen, havde de fundet på internettet.

Politiet betegner sagen som avancerede drengestreger.

– rl