Greve: 1. april var det 40 år siden, at Greve Kommune blev skabt som led i den store kommunalreform i 1970 og det fejres i dag i Byrådssalen på Greve Rådhus.
Greve Kommune som vi kender den i dag blev til den 1. april 1970, hvor den store kommunalreform samlede de gamle sognekommuner Greve-Kildebrønde, Tune og Karlslunde i én storkommune.
Lignende sammenlægninger skete over hele landet. I alt blev mere end 1300 købstads- og sognekommuner og 24 amter i Danmark blev reduceret til 277 kommuner og 14 amter.
40 års jubilæet markeres i Greve Kommune med et åbent hus arrangement i Byrådssalen på Greve Rådhus i dag fra kl. 17 til 18.30.
Greve Pigegarde åbner programmet med musikalske toner foran rådhuset, hvorefter borgmester Hans Barlach holder en tale om “Greve Kommune gennem 40 år”.
Greve Museum har været i arkiverne og museumsinspektør Morten Mortensen vil fortælle om dengang “Da Greve Kommune blev til”. En film om Greve Kommune fra 1978 afløser museumsinspektørens foredrag.
Museet viser tillige tidligere redaktør ved Dagbladet og Lokalavisen Sydkysten Pierre Montys scrapbøger fra perioden 1965 til 2003. Publikum er velkommen til selv at bladre!
Arrangementet slutter 18.30 – og Greve Kommune gør opmærksom på, at alle er velkomne.