Rødovre: Det går godt med genhusningen af beboerne fra de to højhuse i Agerkær og Ruskær i Rødovre. Det skriver Rødovre Avis.
– Det går ganske godt med genhusningen og vi kan finde boliger til dem, selvom det naturligvis ikke er lige nemt altid, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen til avisen.
80 beboere i de to højhuse har ønsket at blive i byen. Resten af beboerne kan genhuses andre steder i Københavnsområdet.
Efter planen skal genhusningen være afsluttet omkring 1. december og derefter skal højhusene rives ned i begyndelsen af det nye år.
Derefter skal der opføres nyt byggeri. Hvad der skal opføres er endnu ikke afklaret.
– Vi fastholder, at det skal være arkitektur i særklasse, det skal være kunst. Det går vi ikke på kompromis med. Til gengæld kan det blive et rigtig attraktivt område, siger Erik Nielsen til Rødovre Avis.
Nedrivnigen sker efter længere tids usikkerhed om sikkerheden i de to højhuse. Den 1. januar i år blev højhusenes beboere evakueret i flere timer, da man frygtede at bygningerne ville kollapse i kraftigt blæsevejr.
– rl