Farum: Kommune, boligselskab og statsligemyndigheder arbejder på at løse PCB-forureningen i Birkhøjterrasserne.
I september sidste år blev der konstateret PCB i betonen i boligblokkene Birkehøjterrasserne i Farum Midtpunkt.
Det tidligere byrådsmedlem Flemming Oppfeldt har i den lokale ugeavis beskyldt Furesø Kommune for at løbe fra sit ansvar i sagen. Men det afviser borgmesteren:
– Kommunen løber ikke fra noget ansvar. Vi håndterer sagen med stor alvor og omtanke, og den har højeste prioritet. Situationen er under kontrol, og det har den været siden 7. september sidste år, hvor KAB konstaterede forureningen, siger borgmester Ole Bondo Christensen og fortsætter:
– Det allervigtigste for os er beboernes sundhed og sikkerhed, og det handler vi efter – blandt andet ved at holde hovedet koldt og sørge for, at beslutninger bliver truffet på grundlag af sund fornuft og kendsgerninger. Luften i de berørte lejligheder er løbende blevet målt, og embedslægen vurderer, at beboerne kan blive boende, mens vi får kortlagt problemets omfang og løsning. Men koncentrationerne af PCB i luften skal bringes ned snarest muligt, og dét er den opgave, som KAB er gået i gang med at løse.
I alt er 256 lejligheder i Birkhøjterrasserne forurenet med PCB.
Boligselskabet KAB gennemfører i øjeblikket forsøg med at renovere en hel lejlighed. Går det som planlagt, kan boligselskabet i slutningen af maj fremlægge en færdig rapport og et forslag til, hvordan forureningen fjernes fra betonen.
På baggrund af KAB-rapporten skal Furesø Kommune så afgøre, hvad der skal ske med beboerne og deres lejligheder.
– Efter al sandsynlighed skal beboerne genhuses, mens PCB’en fjernes. Den opgave er vi i god dialog med KAB om, siger Ole Bondo Christensen.
Undervejs i forløbet har boligselskabet afholdt informationsmøder for beboerne, og endnu ét er planlagt til onsdag efter påske, hvor både Furesø Kommune og embedslægen deltager.
Pionérarbejde
PCB – polyklorerede bifenyler – er en gruppe industrikemikalier, der blev anvendt i bl.a. byggeriet over en periode på knapt 30 år fra 1950’erne, typisk til fugemasse ved vinduer, døre og samling af betonelementer. I 1976 blev det forbudt at anvende PCB i byggeriet. PCB anses for at være et af verdens 10 farligste miljøgifte.
– I Danmark er der ganske få erfaringer med at fjerne PCB-forurening i boliger, og derfor bliver mange af de skridt, vi tager i denne sag, taget for allerførste gang. Det er helt klart en udfordring for både boligselskabet, kommunen og de statslige myndigheder, siger borgmesteren.
Han har bedt forvaltningen om at forberede en kortlægning af kommunens egne ejendomme for PCB, og på opfordring fra Furesø Kommune har Sundhedsstyrelsen taget sagen op og inddraget eksperter fra såvel ind- som udland i vurderingen af grænseværdier og sundhedsmæssige udfordringer ved PCB-forurening.
Kommunen er ligeledes blevet inddraget i en arbejdsgruppe under Erhvervs- og Byggestyrelsen, der skal se på, hvordan man generelt på landsplan bedst muligt håndterer byggeri, hvor der er anvendt PCB.