Når sprutten går ind, går forstanden ud, siger man og det passer nok meget godt på to knallertkørerer i vores område.
Politiet fik i går kort før klokken 17.30 en anmeldelse om, at en knallert var kørt sammen med en bil på Tubæk ved Præstø.
Det viste sig at være en 37-årig mand fra Præstø, der var kommet kørende på knallert ad Tubæk. Han kørte tilsyneladende midt på den smalle vej, og en modkørende bil med en 37-årig mand fra Præstø ved rattet kunne ikke undgå en påkørsel.
Selv om bilisten bremsede ned, røg knallertkøreren af knallerten, og da han ikke havde styrthjelm på, fik han nogle hudafskrabninger i panden.
En alkometertest viste, at knallertkøreren havde en promille, der var lidt højere end det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Hans knallert havde ingen nummerplade på, og der var ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring, så han blev også sigtet for at køre på en uindregistreret knallert uden forsikring – og uden styrthjelm.
Den 37-årige knallertkører blev kørt til et rutinetjek på sygehuset i Nykøbing F.
Også i Nørre Alslev
Ved 20-tiden standsede politiet en 39-årige mand fra Nørre Alslev, da han kom kørende på en knallert på Gåbensevej i Nørre Alslev uden styrthjelm.
En alkometertest viste, at den 39-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og for at køre uden styrthjelm.