Der er fundet fugleinfluenza i en andegård på Skibstrubvej 24 i Ålsgårde. Derfor skal alle med tamfjerkræ eller andre fugle i fangenskab inden for en radius af tre kilometer fra adressen. Det gælder gæs, høns, ænder og andet fjerkræ. Oplyser Fødevarestyrelsen.
Der er nu konstateret det første tilfælde af den alvorlige fugleinfluenza H5N8 i en dansk fjerkræbesætning. Det ligger fast efter, at Fødevarestyrelsen mandag morgen modtog de endelige prøvesvar fra DTU Veterinærinstituttet. Prøverne stammer fra en hobbyfjerkræbesætning i landsbyen Skibstrup ved Ålsgårde i Nordsjælland. Her døde henover weekenden omkring en tredjedel af de cirka 30 andefugle i besætningen. Prøverne viser, at det er den samme type fugleinfluenza, der de seneste ti dage er fundet i danske vildfugle flere steder i landet, fortrinsvis langs Østersøkysten.
– At der nu er konstateret fugleinfluenza, i en dansk hobbybesætning, kan få store konsekvenser for den danske eksport af fjerkrækød, vurderer souschef i Fødevarestyrelsen dyrlæge, Stig Mellergaard. Årsagen er, at mange lande uden for EU nu rutinemæssigt lukker for deres import af dansk fjerkrækød. Da Danmark, tilbage i 2006, havde et tilsvarende udbrud, kostede det omkring 200 millioner kroner i tabte eksportindtægter.
– Vores muligheder, for at begrænse skaderne og hurtigt komme tilbage til en normalsituation, er meget afhængig af, at både hobbyfjerkræavlere og de professionelle fjerkræproducenter nøje følger Fødevarestyrelsens anvisninger, forklarer Stig Mellergaard.
Zoner skal begrænse risiko for smittespredning
Har man tamfjerkræ eller andre fugle i fangenskab inden for en radius af tre kilometer fra adressen Skibstrupvej 24, 3140 Ålsgårde, skal man nu have alle sine fugle; gæs, høns, ænder og andet fjerkræ inden døre, fx i en stald eller et hønsehus. Det er inden for trekilometer-zonen ikke tilstrækkeligt at have fast tag eller presenning over sine dyr.
Det er ikke tilladt at transportere hverken fjerkræ eller tamfugle ind og ud af det område, der ligger inden for en radius på ti kilometer fra Skibstrupvej 24. Forbuddet gælder ind til videre.
– Uden for den tre kilometers beskyttelseszone er reglerne i øvrigt uændrede, men vi anbefaler, at man inden for en radius af ti kilometer fra Skibstrupvej 24 lukker høns, ænder, gæs og andre fugle inde for at forebygge smitte. Uanset hvor man er i landet, handler det om at være meget omhyggelig med hygiejne og desinfektion, så man ikke slæber smitten med ind i hønsegårde og besætninger, understreger Stig Mellergaard.
Samtlige fjerkræ i Ålsgårde-besætning aflives
Mistanken om udbruddet i den danske hobbybesætning ved Ålsgårde opstod lørdag. Besætningen har også høns, kalkuner og gæs, der går adskilt fra ænderne. Her er der ikke konstateret fugleinfluenza.
Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen gik mandag formiddag i gang med at aflive samtlige fjerkræ i besætningen og rengøre og desinficere området.
Fødevarestyrelsen har oprettet en beskyttelses- og overvågningszone omkring den ramte fjerkræbesætning.
De seneste uger er der fundet døde vilde fugle smittet med den højpatogen fugleinfluenza, H5N8 i vildfugle i landene omkring Østersøen og i Mellemeuropa. Der har i Tyskland, Ungarn og Østrig været udbrud af sygdommen i en række fjerkræbesætninger. Der er i november påvist H5N8 hos vildfugle otte steder i Danmark.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle til at holde sig på afstand af besætningen for ikke at forstyrre myndighedernes arbejde og risikere at bidrage til at sprede smitten.