Kalundborg: Efter de seneste dages uroligheder i Kalundborg satte Midt- og Vestsjællands Politi torsdag aften en talstærk styrke ind i byen for at holde ro.
Kl. 19.24 anholdte politiet en 15-årig dreng, der i aftens løb havde givet interview til TV, hvor han efter politiets mening opfordrede til ballade.
Den 15-årige var blevet stoppet i en bil sammen med en gruppe andre unge og anholdt. Politiet oplyser, at man forsøgte at afhøre ham, men at man måtte opgive på grund af hans opførsel og attitude.
Hele aftenen kontaktede lokale borgere politiet og gav oplysninger som kunne hjælpe politiet med at være på forkant med situationen.
I løbet af aftenen blev fyret flere kanonslag af og der blev anrettet mindre bål, men alt i alt var det meget begrænset, hvad der skete af skade i aftenen og nattens løb.
– rl