23. november 2024

Hele landet: Du betaler en høj pris for vand, når du køber fisk og skaldyr. Det afslører Søndagsavisens kontrolvejning af 15 forskellige typer frosne fisk og skaldyr fra syv forskellige supermarkeder. Kontrolvejningen viser, ifølge Søndagsavisen, at der er op til 24 procent mindre i pakken end den deklarerede nettovægt, efter at produkterne var blevet tøet op i et køleskab og derefter vejet.

Det bekymrer Fødevarestyrelsen, der nu går ind i sagen for at finde ud af, om producenterne snyder på vægten.

– Resultaterne giver os anledning til at se, om der er problemer på området. Derfor har vi bedt de relevante fødevareafdelinger om at tjekke op på det, siger Pernille Lundquist Madsen, der er souschef i Fødevarestyrelsens afdeling for Kemi og Fødevarekvalitet til Søndagsavisen.

Søndagsavisen købte en pakke med 200 gram ‘Store Luxus Kammuslinger’ fra SuperBest til 70 kroner. Efter optøning i køleskab var der kun 153 gram kammuslinger tilbage i posen, når den optøede is var hældt fra. Dermed betalte man reelt 16 kroner for vand.

Nordic Seafood, der producerer ‘Store Luxus Kammuslinger’, afviser, at de snyder forbrugerne og firmaets administrerende direktør Alex Jensen, anerkender slet ikke Søndagsavisens kontrolvejning:

– Vi vejer nettovægten på en helt anden måde, siger han og henviser til branchens standardiserede måde at beregne nettovægt på, hvor man kort fortalt skyller isen af produkterne, ’dupper’ dem tørre og vejer dem.

Men det kan ikke forklare de afvigelser, Søndagsavisen har fundet, mener Camilla Udsen, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet.

– Der vil i et vist omfang være udsving, når man angiver nettovægt. Men når jeg ser på de her tal, så er der helt klart flere, hvor afvigelsen er alt for stor, siger hun og fortsætter:

– Desuden er der stor forskel på, hvor meget der reelt er i pakken på de samme typer produkter. Det er ikke acceptabelt for forbrugerne, og producenterne bør stramme op.

Inden fisk og skaldyr ender i supermarkedernes frysemontre, giver producenterne dem en såkaldt isglasering, hvor de får en ‘skal’ af is, der skal forhindre, at produktet tørrer ud og får en bismag af fryser. Desuden forlænger isglaseringen holdbarheden. Men isglaseringen må ifølge Fødevarestyrelsens mærkningsvejledning ikke indgå i nettovægten. Det er der noget, der tyder på, at den gør i mange tilfælde.

– Nettovægten skal passe, og isglaseringen må ikke tælle med. Det er meget ærgerligt, hvis forbrugeren ikke kan stole på oplysningerne på pakken, siger Pernille Lundquist Madsen fra Fødevarestyrelsen til Søndagsavisen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.