Hele landet: En storstilet aktion på landets byggepladser afslørede i går udbredt sjusk med sikkerheden.
Arbejdstilsynet besøgte i går byggepladser over hele landet i en storstilet aktion. Flere steder måtte Arbejdstilsynet stoppe arbejdet, fordi der var så ringe sikkerhed, at medarbejderne satte deres liv på spil. Mange steder kunne problemerne let have været løst med bedre planlægning og omhu i arbejdet.
I 20 meters højde går bygningsarbejdere rundt på et stillads i indre København. Men nogle af de plader, som man står på, er kun lagt løst hen over de andre pladder. Hvis en plade skrider, er der frit fald for den uheldige.
– Vi ser desværre mange eksempler på, at man tænker ’det går nok’, fortæller tilsynschef Hanne Sofie Tromborg Olsen, Arbejdstilsynet. Det er fx situationer, hvor man ikke er sikret mod nedstyrtning fra fx stilladser eller tage, og hvor følgerne er katastrofale, når uheldet er ude. Herudover sker rigtig mange ulykker faktisk også, fordi man ikke har orden på byggepladsen. Det kan fx være, at man transporterer materialer rundt samtidig med at der arbejdes, eller det roder med materialer. Ved at have ordentlige forhold og tænke sikkerhed ind i både planlægning og udførelse, kunne mange ulykker undgås, siger Hanne Sofie Tromborg Olsen.
Ved tirsdagens aktion besøgte Arbejdstilsynet i alt 199 byggepladser over hele landet. På 95 af byggepladserne blev der ikke konstateret problemer, enten fordi forholdene var i orden eller der ikke blev udført arbejde på besøgstidspunktet. Men under besøgene er der givet i alt 142 strakspåbud eller forbud, som betyder, at arbejdet på byggepladserne blev stoppet, indtil forholdene er i orden. Langt de fleste tilfælde handlede om fare for nedstyrtning. Flere af disse sager skal nu overvejes nærmere for at afgøre, om de skal indstilles til retslige tiltaler.
Ud over det farlige arbejde i højden og ordentlige adgangsveje havde Arbejdstilsynet fokus på udenlandske byggearbejdere og på nyansatte, som er særligt udsatte.
– Vi ser stadig mange udenlandske byggearbejdere, der ikke arbejder under ordentlige forhold, siger Hanne Sofie Tromborg Olsen. Vi reagerer lige så resolut overfor udlændinge som overfor danskere, for arbejde her i landet skal udføres efter de danske regler, forklarer hun.