Hele landet: Flere og flere forældre vælger at sende deres børn i privatskole frem for folkeskole. Det skriver Søndagsavisen.
Undervisningsministeriet har fået 56 anmodninger fra privatskoler om at åbne i 2013 og 2014. Det viser endnu ikke offentliggjorte tal. Det svarer til, at der siden 2007 er kommet 96 nye privatskoler til.
Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch mener, at det i høj er kommunalreformen og effektiviseringer i kommunerne, der har fået forældrene til at åbne såkaldte protestskoler, når den lokale folkeskole er blevet lukket.
– Der er en helt klar tendens til, at flere vælger at sende deres børn i privatskole efter kommunalreformen, siger Roger Buch til Søndagsavisen og fortsætter:
– Folkeskolen bliver trængt tilbage af privatskolerne, hvis antal har ligget stabilt i nogle år, men nu har taget en etage op. Vi ser private protestskoler åbne, præcis som vi så det, sidst vi fik en kommunalreform i 1970’erne.
Antallet af elever i privatskoler er også steget voldsomt, så 15 procent af grundskoleelever nu går i privatskole.
Den udvikling bekymringer professor i uddannelse på Aarhus Universitet Niels Egelund:
– Når vi er oppe på så høj en andel privatskoleelever, begrænser det mangfoldigheden i folkeskolen, fordi den kommer til at mangle nogle af de elever, hvis forældre er engagerede i deres børn skolegang. Det er nogle af de mest ressourcestærke, og det er synd for folkeskolen, siger han.
Undervisningsminister Christine Antorini mener, at folkeskolereformen er et svar på flugten fra folkeskoler til privatskoler.
– Vores mål er at styrke folkeskolen, så det bliver det naturlige førstevalg. Vi har indgået en bred aftale om fremtidens folkeskole, hvor der bliver lagt vægt på et fagligt løft af alle elever og på trivsel. Det skal gøre folkeskolen til et endnu mere attraktivt valg, end den er i dag, siger hun.