Hele landet: Flere og flere danskere printer deres egne pengesedler – selvom det er ulovligt. I de tre første kvartaler af 2011 registrerede politiet 591 sager om pengefalskneri på landsplan, og det antal var i samme periode af 2013 steget med hele 75 procent til 1.036. Det viser tal fra Danmarks Statistik og Københavns Politi, som Søndagsavisen har fået udleveret.
Ifølge Søndagsavisen er det især i Københavns Politikreds, problemet er eksploderet. Således fik Københavns Politi i 2011 174 anmeldelser af pengefalskneri, et tal der lev næsten tredoblet to år senere til 492.
Det er ofte helt almindelige mennesker, som trykker deres egne penge:
– Det er enkeltpersoner, der tror, at de har fået en god idé. Det er alt fra folk, der sidder stramt i det, til unge, der ikke helt har fattet konsekvensen af det, de gør. Det har sjældent karakter af at være organiseret, hvilket i sig selv er ret overraskende, siger Henning Schmidt til Søndagsavisen.
Men det er ikke uden konsekvenser, at trykke pengene selv:
– Strafferammen er op til 12 års fængsel i sådan en sag. Trykker du 10.000 kroner, står du til tre måneders fængsel. Trykker du 100.000, står du til tre år, siger Henning Schmidt.
Efterhånden er farveprintere og farvekopimaskiner blevet så gode, at det er let at lave vellignende pengesedler selv. Og selvom det kan være svært at se med det blotte øje om en pengeseddel er falsk, så afslører bankernes maskiner det uden problemer.