Hele landet: Flere arbejdsgivere er i årets andet kvartal blevet anmeldt for at ansætte udlændinge, der ikke har orden i opholdspapirer og arbejdstilladelser. Det viser den nyeste statistik fra Rigspolitiet.
I andet kvart 2007 blev 98 arbejdsgivere anmeldt. Det er en stigning både i forhold til kvartalet før, hvor antallet var 86, og i forhold til samme periode sidste år, hvor tallet var på 62.
Samme stigende tendens gør sig gældende for antallet af sigtelser mod arbejdsgiverne. Sidste år i andet kvartal blev 48 sigtet, samme periode i år er antallet 94.
Antallet af udlændinge, der er blevet anmeldt for ulovligt arbejde er til gengæld faldet. I årets andet kvartal var der 67 anmeldelser, mod 93 i samme periode sidste år. Også antallet af sigtelser mod arbejdstagerne er faldet fra 101 til 67 på et år.
Statistikken viser, at 82 procent af de sigtede arbejdsgivere er danskere.
Tallene viser også at 16 procent af de sigtede arbejdstagere er fra Polen, 3 procent kommer fra Letland, 4 procent fra Litauen, 3 procent fra Rumænien, 6 procent fra Ungarn og 68 procent kommer fra andre lande.
– ms