17. maj 2024

Faxe: Faxe Kommune har nedsat et banderåd efter rockergruppen MC Cobra for nyligt oprettede et nyt chapter i Haslev.

Banderådet er oprettet fordi SSP-styregruppen mener, at der er behov for en målrettet indsats, for at undgå at unge i området bliver tiltrukket af rokkergruppens miljø.

Beslutningen følger i forlængelse af regeringens bandepakke, hvor det blev vedtaget, at der skal nedsættes banderåd, i de områder i landet som er særligt berørt af kriminalitet med udgangspunkt i organiserede bander.

Kommunen oplyser, at banderådet skal overvåge aktiviteterne omkring rokkerklubben og skal blandt andet have fokus på de såkaldte lillebror-grupper. Det er grupper af unge, som føler sig tiltrukket at miljøet omkring rockerbanderne og som kan være på vej ud i en skæv udvikling, hvor kriminalitet bliver en del af hverdagen.

Banderådet skal desuden koordinere indsatsen mellem Faxe Kommune, Politiet og alle de frivillige organisationer, som aktivt medvirker til at skabe et sundt miljø for de unge i kommunen.

Banderådet etableres i første omgang som et samarbejde mellem Politiet i Næstved, andre medlemmer i Lokalrådet, lokalbetjentene i Haslev og kommunens SSP konsulent. Banderådet vil efter det første møde invitere de relevante samarbejdsparter ind i det videre arbejde.

– Vi ved af erfaring, at miljøet omkring rockergrupperne kan virke tiltrækkende på visse grupper af unge. Der er derfor god grund til at sætte aktivt ind nu, hvor vi har udsigt til at en rockergruppe med tilknytning til Bandidos slår sig ned i Haslev. Vi skal fortælle de unge om det farlige miljø, og vi skal sikre, at vi altid har nogle gode alternative tilbud til de unge, så de ikke bliver fascineret af rockermiljøet, siger formand for SSP-styregruppen Ival Lilleng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.